Familie- og kitesurfing ferie

Det lå ikke i kortene, at 24-årige Gustav fra København skulle prøve kræfter med kitesurfing i Kenya, da han for nylig var på ferie i landet med familien.

Kitesurfing rejser - Gustav Kenya zebra


Den perfekte kombi
I to år havde familien gået og ventet på at komme af sted til Kenya, men som med så mange ting de sidste par år, havde corona-pandemien gang på gang spændt ben for deres rejseplaner. Nu skulle det endelig være og hele familien glædede sig til at opleve det magiske Kenya for første gang.

Ferien var delt lige mellem safari og badeferie, hvilket ifølge Gustav er den perfekte kombination for en ferie i Kenya, da man får lidt af det hele.

Familien lagde ud med seks dages safari og det var en fascinerende oplevelse at køre rundt på den smukke, varme savanne og opleve alle de majestætiske dyr i deres naturlige omgivelser.

”Det kan godt være, at man har set National Geographic, men det er altså noget helt andet at opleve det i virkeligheden”, siger Gustav

Sådan en oplevelse skal fordøjes, hvilket de følgende seks dage ved Diani Beach lagde rammerne til. ”Safaridelen gjorde et kæmpe indtryk på mig, men det var også virkelig intenst og derfor var det super tiltrængt at komme til stranden og slappe af”, fortæller han.

 

Kitesurfing i Kenya

Det var først, da familien landede på Diani Beach, at de opdagede muligheden for kitesurfing i Kenya. I vandet foran deres hotel susede kitesurferne nemlig frem og tilbage på det krystalklare vand.

Efter et par dages afslapning ved stranden, hvor tiden gik med kortspil og solbadning, tog Gustav, hans kæreste, bror og papsøster sig mod til at opsøge en af de mange kiteskoler ved Diani Beach.

”Det så SÅ nemt ud”, siger Gustav og fortsætter ”men det er nok den største joke, jeg har fortalt mig selv”. For som med meget er al begyndelse svær. Gustav har dog ikke fortrudt, at han kastede sig ud i det.

Til en begyndelse fik de en såkaldt trainerkite i hånden. Det er en mindre kite, som man kan stå med på stranden og derved få fornemmelsen for kiten, inden man skal på vandet med en større.

De fik også muligheden for at komme på vandet med en større kite, inden de desværre fik deres undervisning afbrudt af sjældent dårligt vejr efter flere måneder uden regn i området. ”En velkommen gave til de lokale og en træls omgang for turisterne”, som Gustav beskriver det.

Det har dog ikke taget noget fra oplevelsen, ifølge Gustav.

”Det er klart anbefalelsesværdigt at prøve kitesurfing ferie i Kenya. Det er en mega fed oplevelse og det er meget anderledes end at kitesurfe i Danmark, fordi det bare er andre omgivelser dernede. Det er helt klart et besøg værd for enhver kitesurfer.”

Som begynder er der flere forhold, man skal tage højde for ift. sikkerhed og for at få en god oplevelse.

For Gustav var det helt optimalt at lære at kitesurfe i Kenya.

”Jeg synes, det var trygt at lære at kitesurfe ved Diani Beach. De lokale undervisere har jo selv kitesurfet og undervist i virkelig mange år. De er virkelig dygtige og har rigtig mange tips og tricks – også ift. at lære fra sig. Jeg synes også, at de var virkelig gode til engelsk, så det var ikke noget problem”, fortæller han.

Derudover kan han mærke forskel i vindforholdene.

”Jeg kan godt mærke, at vinden herhjemme er meget mere ustabil end den er ved Diani Beach, så jeg tror, det ville have været nemmere at lære dér, hvor vinden er mere stabil”, uddyber han.

Gustav I Kenya instruktør


Mulighederne ved Diani Beach
Hvis det ikke skal være kitesurfing ferie, er det masser af andet at tage sig til ved Diani Beach. Man kan blandt andet snorkle, dykke og endda tage ud med en båd, hvor der er glas i bunden, så man kan se under vandet fra båden. Derudover er der god mulighed for at tage på bar om aftenen eller tage ind til Mombasa og opleve bylivet i Kenyas næststørste by.

Han oplever det dog som en lidt anderledes badeferie, da stranden er meget lang og der derfor ikke er så proppet, som man ellers oplever på mange badeferier.

”Men stranden er rigtig lækker – jeg har en ide om, at de har importeret sand fra Sahara”, siger han med en smil på læben.

Generelt set var Gustav meget positiv over oplevelserne i Kenya og følte sig meget velkommen i landet. Han lagde mærke til, at ”de er glade for, at man er der, så man hjælper med at støtte turismen dernede. Det var virkelig lærerigt at mærke en kultur, hvor de er så glade for udlændinge og hvor man følte sig rigtig velkommen”.


Bidt af en gal kitesurfer
Selvom det ikke lå i kortene, at Gustav skulle prøve kitesurfing i Kenya, så kommer det alligevel ikke bag på ham.

For som han selv beskriver det, så har han svært ved bare at ligge stille på en strandstol i en hele uge. Der må gerne ske noget. Derudover er Gustav typen der gerne udfordrer sig selv og prøver nogle grænser af, og her var kitesurfing i Kenya en genial mulighed, da han fik chancen for at prøve en ny sport.

Oplevelsen med kitesurfing i Kenya var alligevel nok til at sætte noget i gang i ham. Han var knap landet i Kastrup, før han havde booket sine første lektioner med Kitekollektivet, hvilket han har været rigtig glad for.

”Jeg synes Kitekollektivet har været rigtig gode til at rådgive ift., hvornår det er godt at surfe, hvorhenne og hvilket udstyr, der er godt at købe. Og så svarer de helt absurd hurtigt – det er fedt, at der er så direkte og menneskelig kontakt, fortæller han.

I år handler det om at tage nogle flere kitelektioner og så er det planen at købe sit eget udstyr til næste år.

Selvom det ikke var kitesurfing ferie, som turen til Kenya var tiltænkt, gad vide, om den næste ferie, som Gustav og familien skal på, så ikke bliver det?

Kitekollektivet gustav-kenya-kitekollektivet


Drømmer du også om at komme på kitesurfing ferie i Kenya?
Så gør som Gustav, tag familien under armen

Facebook
Twitter
LinkedIn
Email