Et adrenalinfyldt fællesskab for alle

Vinteren står for døren. Vi pakker os ind i varme vinterjakke og store støvler eller gemmer os inden for i ly for kulden. Men det er ikke alle, der holder sig tilbage, når de mærker den barske vintervind. Hos Kitekollektivet tager de i stedet ud til vandet, hopper i våddragten og lader vinden bære dem afsted på deres kiteboard.

 

kitekollektivet hygger sammen
kitekollektivet hygger sammen

Kitesurfing hele året rundt

 

Kitekollektivet har i dag over 100 medlemmer, der i en intern gruppe på Facebook ugentligt arrangerer kitesurf sessioner på hele Sjælland. Kitekollektivet er et fællesskab for kitesurfere, der brænder for sporten og som vil have mulighed for at dyrke den i selskab med andre.

Bliv medlem af kollektivet!
 
Netop sammenholdet er det, mange af medlemmerne er glade for ved kollektivet. ”Det bedste ved Kitekollektivet er helt klart at møde nye mennesker, og at man kan dele ens interesse med andre der er lige så glad for det som en selv. Det er så hyggeligt når man tager ud sammen.” mener Liv Andersen, der er nyt medlem i kollektivet.

Hele året rundt
Mange tænker måske også, at vandsporten kun hører til i sommerhalvåret. Men den myte er Kitekollektivet med til at aflive. Ifølge stifterne af Kitekollektivet, Alexander Wazi og Nicolaj Westergaared, får kitesurfing et ekstra element om vinteren ”Kitesurfing er fedt hele året! Om sommeren er det lækkert med solen og varmen, men vinteren er fed, fordi man bliver rusket igennem af det barske vejr og det giver bare et ekstra kick til sporten”.  
 
Et fællesskab for alle
Kitekollektivet er for alle! Det mener samtlige af medlemmerne, hvor medlemmet Kasper Nyholm særligt fremhæver rummeligheden i kollektivet ”Der er en ægte glæde, entusiasme og iværksætteri omkring sporten. Kitekollektivet er for alle og ikke et elitært eksklusivt projekt. Gennem kollektivet får man det sociale aspekt og snakken om teknik, udstyr og progression uanset niveau.”
 
Netop muligheden for aldrig at skulle surfe alene mener Alexander og Nicolaj også man skal bruge aktivt. Det kan være usikkert at tage på vandet alene. Om sommeren møder man hurtigt andre kitesurfere ved de forskellige spots i Danmark, men om vinteren er det vigtigt med et fællesskab, som man kan arrangere sessioner med. Her hjælper kollektivet til, at man altid har nogen at kitesurfe med.
 
Vinteren giver samtidig mere barske vindforhold, som er mere udfordrende end de mere blide sommerdage. Igen er Kitekollektivet et fedt fællesskab at være med i, da medlemmerne altid er klar til at hjælpe og støtte hinanden ”Det er rart at vide, når man skal ud selv, at hvis der er en lille ting man er i tvivl om fx ift. udstyr eller gode råd, vil de (medlemmerne) altid være imødekommende og klar til at hjælpe.” siger medlemmet Anja Brendorp. For at sikre sig, at Kitekollektivets medlemmer altid kan finde hinanden er medlemmerne ofte iført en Kitekollekivet t-shirt, som er inkluderet i medlemskabet. Derved er medlemmerne nemme at få øje på og man føler sig aldrig alene.
 
Kitekollektivet er allerede et stort fællesskab, men der er altid plads til flere, som er klar på at give god energi, tryghed og godt humør med til kollektivet.

Bliv en del af fællesskabet her eller book dit kitesurfing kursus i dag.
 
 
 
 
Facebook
Twitter
LinkedIn
Email