Det var billederne, der solgte drømmen om kitesurfing i Kenya for 21-årige Jonas Fjord. Så i forsommeren 2022 pakkede han tasken og drog afsted. Og han har ikke fortrudt det ét sekund.
En kitesurfer bliver født
Til daglig går Jonas på 3. semester på CBS, hvor han læser digital management and business administration. Hvad det skal føre til, ved han ikke endnu, men én ting er sikkert – kitesurfing er kommet for at blive i hans liv.
Jonas var knap sprunget ud som kitesurfer, før han også blev kitesurf-instruktør. Det var eventyret og muligheden for at arbejde overalt i verden, der drev ham.
Efter ophold på Oure Højskole var en helt ny verden åbnet for ham. I kitesurfing fandt han en sport, der kunne koble jagten på adrenalin-kicket med ønsket om at være i smuk natur.
Kitesurfing i Kenya
Med kun et pars års erfaring som hhv. kitesurfer og instruktør drog Jonas afsted på egen hånd mod Kenya – et land han aldrig havde været i og knap nok hørt om før. Destinationen var bestemt, Diani Beach, som han havde set smukke billeder fra, skulle udforskes og afprøves.
Den største forskel mellem kitesurfing i Kenya og Danmark er temperaturerne og det at bo lige ved kitespottet, der betyder noget for hele kitesurf-oplevelsen, fortæller Jonas.
”I Danmark skal man bruge tid på at komme hen til spottet uden at være sikker på om vinden er god, man skal i og ud af våddragten, osv. I Kenya kunne jeg gå direkte ud og kitesurfe, når vinden var god og jeg skulle ikke til at have alt muligt udstyr på, da vandet er varmt. Alt det trælse ved kitesurfing blev lige fjernet ved at være i Kenya”
Vinden er rimelig konstant og spottet ved Diani Beach ændrer sig efter tidevandet. Der er hele 3 meters forskel på ebbe og flod. Tidligt og midt på dagen er vandet lavt og helt fladt, hvor der om eftermiddagen kommer bølger i takt med, at vandet stiger.
Der er gode muligheder for både begyndere og øvede til at boltre sig i det krystalklare vand og Diani Beach er derfor en oplagt destination for den næste kitesurfing ferie.
Diani Beach
”Diani Beach er vanvittigt flot”, udbryder Jonas, da jeg spørger, om der er noget, som har overrasket ham. Dét han så på billederne inden afrejse var flot og det er mindst lige så fantastisk i virkeligheden, forsikrer han.
”Den måde stranden skifter udseende på hele tiden er super fascinerende.. det er bare et virkelig flot sted at være”
Udover gode forhold for kitesurfing i Kenya, så byder Diani Beach på dejligt strandliv, mulighed for både snorkling og dykning samt lækre kulinariske oplevelser.
Langs den 25 km lange, kridhvide sandstrand er der mange restauranter, som fortjener et besøg. Der var dog særligt én restaurant, som har brændt sig fast i Jonas’ hukommelse; ”Ali Babour’s cave var min yndlingsrestaurant. Men sidder vitterligt inde i en koralgrotte, hvor der er åbent i toppen, så man kan se stjernerne, mens man spiser og så laver de virkelig god mad. Der vil jeg helt klart anbefale, at man tager hen”
Diani Beach kan tilbyde den perfekte kitesurfing ferie kombineret med smukke naturoplevelser og mødet med nye spændende kulturer.
Drømmer du også om at komme på kitesurfing camp i Kenya?
Så gør som Jonas og book din rejse sammen med andre kiteglade medlemmer af Kitekollektivet. Du kan finde information om vores rejsepakker til Diani Beach i Kenya her.